Vi kender den alle, den endeløse fortælling om Romeo og Julie Smiler

To huse, to slægter, Montague og Capulet, lige rige og stærke og lige optændt af gensidigt had fra både gammelt nag og ny strid. Begge kæmper om at udfylde det magtvakuum, som Veronas fyrste har efterladt, og kampen er voldelig og nådesløs. Der kan når som helst hældes ny benzin på det ulmende bål.

Romeo Montague er ulykkeligt småforelsket i Rosalinde, men lader sig lokke med til den fest, som Julie Capulets far holder. Julie møder Romeo, og de to unge forelsker sig op over alle ører og ud over alle grænser.

Og hvad betyder så et navn? Og kan deres kærlighed sone den uendelige strid mellem deres slægter, eller bliver de selv kvast i magtkampen?

Og jeg har været så heldig at være i teater, for første gang i mit liv, sammen med min datter. Hun var tvunget til det, da den liger i hendes pensum Smiler stort

Og jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Det var ihverfald ikke en opførelse af den Romeo Og Julie jeg kender.

Den var underlig, mærkelig, forvirret og så rendte de rundt med en pistol hele tiden. Det fattede jeg så ikke en pind af Forvirret 

For slet ikke og tale om sproget, der slet ikke kan beskrives. Til en start er sproget slet ikke til og forstå, for det springer og leget så voldsomt med ordene. (Mercutio dyrker ordspillenes kunst med sin gakkede, kuriøse og kropsligt fabulerende karakter, så får det virkelig lov at leve. Disse ordstrømme fra denne norske skuespiller er absolut et af forestillingens højdepunkter. Den norske accent er dog udfordrende for forståelsen, især når replikkerne går hurtigt, men det går an.) Kunne jeg ikke have beskrevet bedre selv Ha ha

Men jeg kunne faktisk godt lide den {#smileys123.tonqueout} og det er forhåbentlig ikke sidste gang jeg er i teateret Kærlighed